MIO modtager UNICEF Prisen 2022

UNICEF Prisen går i år til Grønlands Børnerettighedsinstitution MIO, der modtager hæderen for deres ihærdige arbejde for at sætte børns vilkår på dagsordenen.

UNICEF Danmarks bestyrelse uddeler hvert år prisen til en person, en organisation eller en virksomhed, der gennem en årrække har ydet en ekstraordinær indsats for børn i Danmark eller internationalt. UNICEF Prisen går i år til Grønlands Børnerettighedsinstitution MIO.

I 10 år har MIO arbejdet for at udbrede kendskabet til FN’s Børnekonvention i Grønland. Gennem konkrete initiativer og grundige rejserapporter har MIO været med til at sætte ord på børn og unges virkelighed i Grønland på en empatisk og ærlig vis.

UNICEF Prisen 2022 går altså til en aktør, der gennem mange år har været med til at gøre en forskel i Grønland, understreger Maliina Abelsen, programchef for UNICEF i Grønland, der overrakte prisen på vegne af UNICEF Danmarks bestyrelse:

”MIO har i den grad været med til at sætte fokus på børns forhold og rettigheder i Grønland. I formår igen og igen at gøre opmærksom på vigtigheden af børns rettigheder og levere indsatser, der er solide og aktuelle – og som henvender sig til både børn, unge, voksne og institutioner,” siger Maliina Abelsen.

Maliina Abelsen roser desuden MIO for at inddrage børnene og de unge – også når emnerne er svære. En tilgang, hun beskriver som både modig og imponerende.

Aviâja Egede Lynge har som Børnetalsmand repræsenteret MIO siden 2015. Hun er glad og stolt over prisen:

”Det rører mig, at det er en pris fra UNICEF, fordi vi arbejder for samme formål. Det er meget overraskende og meget stort. Det er vigtigt, at vi anerkender hinanden, og det viser denne pris,” siger Aviâja Egede Lynge.

Jesper Lok, forperson i UNICEF Danmarks bestyrelse, begrunder valget af MIO som modtager af årets UNICEF Pris:

”MIOs arbejde har gjort en konkret forskel for rigtig mange børn og unge i Grønland. I har givet børn og unge en stemme – og I har lært dem, at deres mening er lige så vigtig som de voksnes. Det, synes vi, fortjener at blive hædret,” siger Jesper Lok.

Se filmen fra prisoverrækkelsen her

”Det rører mig, at det er en pris fra UNICEF, fordi vi arbejder for samme formål. Det er meget overraskende og meget stort. Det er vigtigt, at vi anerkender hinanden, og det viser denne pris” Aviâja Egede Lynge
Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge